Formål
For at kunne leve op til målsætningen fra Skolereformen 2014 om at:
“Folkeskolen skal udfordre alle elever, så de bliver så dygtige som de kan”, arbejder vi på Sønderholm Skole, systematisk med elevers læringsprogression gennem evaluering og feedback. Alle elever får løbende feedback på deres indsats og resultater, og de bliver involveret i evalueringen af deres arbejde for at understøtte bl.a. motivation og lyst til læring. Vi arbejder frem mod at feedback og evaluering sker på både individ, gruppe- og klasseniveau.
Skolens ansvar
Evaluering og feedback handler om at give både det undervisende personale og eleverne mere viden om elevens udbytte af undervisningen.
Evaluering:
- Læreren evaluerer løbende elevernes læringsudbytte – og justerer og prioriterer forløb.
- Lærerens løbende evaluering danner grundlag for feedback til eleverne.
- Elever vurderer ligeledes selv deres læring, så de ved hvor de er ifht egen læringsprogression.
- Læreren evaluerer afslutningsvis elevernes læringsudbytte. Hyppighed og metode hviler på lærerens professionelle dømmekraft.
Vi skelner mellem formativ og summativ evaluering. Når en evaluering er summativ, betyder det, at den bruges som måling afslutningsvis på en indsats eller et undervisningsforløb. En formativ evaluering har derimod fokus på den fremadrettede læring, så en måling efterfølgende bruges til at tilpasse undervisning, så eleven mødes i zonen for nærmeste udvikling.
Feedback:
Den gode feedback er en dialog mellem lærer og elever om, hvor eleven er henne, hvad der fungerer godt, og hvad der udfordrer. Elever er forskellige og reagerer forskelligt på undervisning og derfor danner dialogen/læringssamtalen baggrund for:
- at læreren løbende kan tilpasse undervisningen, og eleverne ved, hvor de skal rette opmærksomheden hen.
- Lærerens viden opnås desuden gennem bl.a. skriftlige afleveringer, løbende observationer og test.
På skolen følger vi de kommunale retningslinjer for karaktergivning og test (nationale test, trivselsmåling, sprogscreening (0. kl), ordblindescreening (3.kl) og afsluttende afgangsprøver), og vi tilstræber at test på skolen i øvrigt bruges formativt.
Evaluering af elevernes læring og elevens læringsprogression formidles i skole-/hjemsamtaler og via fælles digital platform.