§1. Skolebestyrelsen består af 7 forældrerepræsentanter, 2 medarbejderrepræsentanter, 2 elevrepræsentanter og ledelsen (Skoleleder og afdelingsledere)
§2. Bestyrelsen vælger selv sin formand og næstformand og fastsætter selv sin forretningsorden. Skolens leder er bestyrelsens sekretær og ansvarlig for at bestyrelsens protokol føres.
§3. Samtlige medlemmer af skolebestyrelsen har stemmeret. Elevrepræsentanter har dog ikke stemmeret i og må ikke overvære behandlingen af personsager. Ledelsen tiltræder skolebestyrelsen uden stemmeret.
§4. Formanden indkalder til møde med mindst 10 kalenderdages varsel. Formanden fastsætter dagsorden for møderne og sender senest 4 hverdage inden mødet til medlemmerne en dagsorden med bilag. Såfremt et medlem ønsker et punkt optaget på dagsordenen, skal det meddeles formanden senest 8 dage før mødet afholdes.
I særlige tilfælde kan formanden indkalde til møde med kortere varsel. Når et sådant møde indkaldes, skal formanden så vidt muligt forinden underrette medlemmerne om de sager, der skal behandles på mødet. I øvrigt aftales normalt en møderække for en periode.
Formanden leder møderne. Har formanden forfald, ledes møderne af næstformanden.
Afbud meldes til skolebestyrelsens sekretær (skolelederen).
§5. I særlige tilfælde kan formanden og skolens leder indkalde ikke-medlemmer i forbindelse med behandling af særlige sager.
§6. Bestyrelsens forhandlinger er omfattet af tavshedspligt i lighed med praksis i andre organer inden for det borgerlige ombud.
§7. Bestyrelsen udøver kun sin virksomhed i møder, med mindre andet er besluttet af bestyrelsen, fx delegation til formanden eller et medlem. Intet bestyrelsesmedlem kan alene udøve bestyrelsens beføjelser. Formanden og skolelederen er berettiget til at ekspedere presserende sager, som derefter forelægges i bestyrelsens næste møde.
§8. Skolebestyrelsen afholder møde, når det ønskes af formanden, eller når en tredjedel af bestyrelsens medlemmer ønsker det med angivelse af punkter til dagsordenen. - Der afholdes dog møder minimum 1 gang i hvert kvartal. Formanden fastsætter efter samråd med skolelederen tid og sted for møderne.
§9. Referatet publiceres på skolebestyrelsens redigeringsdel i samme uge som mødets afholdelse. Bestyrelsen har herefter 8 dage til at godkende dette. Herefter offentliggøres referatet på skolens hjemmeside.